Forside
Personer
Hvem ejer medierne
Den politiske vagthund
Spindoktor
Pressen lyver
Film
Pressefrihed
God presseskik
Medielinks
Medieskabt virkelighed
Bøger
Om Statsmagten
Klik og vind
|
Den politiske landsby
På Christiansborg lever politikere (179 folkevalgte), journalister (120 tal fra 2003) og embedsmænd side om side i mange år.
Der er et posthus, en kiosk, et par restauranter, et cafeteria, en frisør og et posthus. Eget vagtværn, julearrangementer og
lignende.
Medierne forsøger ofte at fremstille sig selv som "den politiske vagthund" og dagbladet Information endda som upolitiske;
men journalisterne udgør også den fjerde magt udover de tre formelle: Den lovgivende magt (Folketinget), udøvende (regeringen)
og dømmende magt (domstolene).
Efter valget tirsdag den 8. februar 2005 besluttede statsminister Anders Fogh Rasmussen, at alle ministres ægtefælle skulle
fremlægge om de ejede aktier eller på andre båder dele af virksomheder, hvilke foreninger de er medlemmer af m.m. Desværre
krævede statsministeren, som også er minister for pressen, ikke at medierne skulle fremlægge nogle af deres interesser, skønt
alle er enige om, at medierne har stor magt.
Siden her er et forsøg på et skabe et overblik over især journalister og folkevalgte politikeres fælles interesser fx. danner
mange journalister og medlemmer af Folketinget par.
Problematikken med den meget lille skare af journalister, folkevalgte politikere, spindoktorer og pressechefer m.m. er godt
beskrevet i bogen Kongekabale af Niels Krause-Kjær. Det er i øvrigt også samme Niels Krause-Kjær som har skrevet bogen
"Den Politiske Landsby" som fra starten at databasen har været navnet.
Den politiske journalistik har det med enten at liste eller trampe i takt.
Niels Krause-Kjær
"Det åbne, danske parlament er ofte blevet fremhævet som noget positivt. De seneste år har den internationale udvikling
gjort det knap så åbent for menigmand. Nu er det mest politikere og journalister, der har glæde af den åbne tradition.
Men nogle gange kan traditioner gøre blind.
Lad os starte med et lille tanke-eksperiment:
Lad os forestille os, at erhvervs-journalister med A.P.Møller som stofområde havde faste redaktioner i rederiets hovedkvarter
på Esplanaden. Lad os forestille os, at de hver dag nikkede et "go'morgen" i receptionen sammen med redere og medarbejdere
hos A.P.Møller, inde de tog fat på dagens arbejde:
At skrive kritisk og oplysende om koncernen.
Lad os forestille os, at erhvervsjournalisternes kontorer med løs hånd lå spredt på gange og etager mellem A.P.Møllers
medarbejdere. At journalister og redere benyttede samme kantine, samme toiletter, at døre stod åbne og at man gik ud og ind
mellem hinanden. Lad os udvide tankeeksperimentet: Når en reder skulle på en forretningsrejse til Fjernøsten, spurgte han
som den naturligste ting journalisterne, nogen ville med. Det var jo så hyggeligt sidste gang!
Endelig - for nu at understrege, at vi bevæger os i tankernes tynde luftlag - skal vi forestille os, at rederne og
journalisterne, der arbejder og lever af og med hinanden, også socialt var nogenlunde på linje med hinanden. Det
ville gøre den årlige, fælles julefest på Esplanaden med børn, juletræ og slikposer ekstra hyggelig.
Lad os vende tilbage til virkeligheden.
Ville en sådan tilstand blive accepteret af journalisterne, A.P.Møller, chefredaktørerne eller for den sags skyld
forbrugerne af den kritiske og oplysdende journalistik, som skulle produceres i det miljø?
Næppe.
Sammenspistheden ville være for tydelig. Risikoen for, at journalisterne ville miste perspektiv og overblik ville være for
stor. For helt ærligt. Nok er det væsentligt, hvad de laver hos A.P.Møller, men derfor behøver det hele jo ikke at være
interessant eller værd at vide for alle os andre.
Noget andet med Christiansborg.
Her bevæger journalister og politikere sig uantastet mellem hinanden i et tæt skæbnefællesskab. Blandt andet, som det
fremhæves i festtaler, som udtryk for den åbne, uhøjtidelige og tillidsfulde demokrati. Selv om vi ikke mangler kritiske
journalister på Christiansborg, så har verdensbilledet og værdisættet det med at blive påfaldende ens, når man går op og ned
ad hinanden i årevis. Man kender det fra både gode og dårlige ægteskaber. Men kender det på Christiansborg."
Niels Krause-Kjær: Den politiske landsby
|
|